Tak, fordi I betaler skat.
Tak, fordi mine børn kan komme på hospitalet, hvis de bliver syge, uden at jeg skal bekymre mig om regningen.
Tak, fordi mine børn kan få en uddannelse, uanset hvor mange penge deres forældre tjener.
Tak, fordi vi har et sikkerhedsnet, hvis vi mister vores arbejde, bliver syge eller på anden måde får livet vendt på hovedet.
Tak til pædagogerne, der passer på vores børn. Til lærerne, der underviser dem. Til sygeplejerskerne, lægerne, sosu’erne og alle de andre, der hver dag får vores samfund til at hænge sammen.
Tak, fordi vi lever i et land, hvor vi ikke behøver at stå alene, når livet bliver svært.
Jeg ved godt, at Danmark ikke er perfekt. Og ja, vi betaler en høj skat.
Men når jeg ser på mine børn og tænker på det samfund, de får lov til at vokse op i, så føler jeg mig fandeme privilegeret.
Vi diskuterer ofte alt det, der ikke fungerer. Og det skal vi selvfølgelig blive ved med. Men nogle gange synes jeg også, vi glemmer at sætte pris på alt det, der faktisk fungerer.
For mig er skat ikke bare penge, der forsvinder fra min lønseddel. Det er vores fælles bidrag til, at vi alle sammen har et sted at falde, når vi har brug for det.
